17. november 2012

Århus here we come!

20121117-091301.jpg

20121117-091309.jpg

Så er jeg på vej til Århus med pigerne på vores årlige juleshoppe tur! Godt pakket ind ;-).. Sidste år var det tæt på, at jeg ikke kom med, fordi jeg var syg. Min veninde har senere fortalt, at hun bar mine poser, fordi hun syntes, at det var synd for mig, og var bange for, at jeg forbrændte for mange kalorier. Sød veninde! Men i år har lovet, at jeg nok selv skal klare det! Hihi..

Reklamer
17. november 2012

Chokolade og biograftur

 

Mh’ se lige en gang, hvad min mormor havde fået, som hun ikke kunne lide.. Det forstår jeg ikke! Det er jo det bedste, der findes 😉 Hvis jeg skal hygge mig en fredag aften, eller når jeg bare en gang i mellem giver mig selv lov til at spise noget ”usundt”, så er det næsten altid en 70 % mørk chokolade. Det får mig til at føle, at det er lidt mere okay, fordi jeg ved, at der er nogle sunde ting ved at spise det! I går var jeg i biografen med nogle af mine veninder, hvor vi skulle se Twilight, og der  købte jeg faktisk også noget.. I første omgang kunne jeg ikke rigtig få mig til det, men da min veninde så skulle ud og købe noget igen efter noget tid, så gik jeg med, og der købte jeg 4 af sådan nogle helt små stykker. Det var svært lige at tage beslutningen om det, men det var faktisk endnu sværere at spise dem. Et eller andet sted ville jeg jo gerne have chokoladen, men det er virkelig virkelig grænseoverskridende at sidde i biografen og skulle spise det, når andre kan høre papiret og se, at man tager noget op til munden! Jeg følte mig fed hver eneste gang, og var overbevist om, at dem der sad ved siden af lagde mærke til det. Jeg tænkte flere gange ”ej Britt forfanden – det gør du ikke. Prøv lige at tænk på, hvad de tænker om dig!’‘ – Når jeg tænker over det med min fornuft, kan jeg jo godt se, at sådan er der jo ingen, der tænker! Kunne jeg måske for mig til at forbyde dem noget af det, som de sad og spiste? (Tak for rådet om at tænke sådan Karoline – det råd har jeg aldrig fået før, og jeg synes faktisk, at det fungerer ret godt til at overbevise sig selv om noget!!) – Men nej det kunne jeg ikke, så selvfølgelig har de det heller ikke sådan med mig! De bliver nok nærmere glade, og tænker, at det er dejligt, at jeg spiser lidt af sådan noget igen! Så de lorte tanker skal bare smides langt væk! ALLE fortjener at få noget sødt en gang i mellem, og der er ikke en eneste, der tænker, at man er fed (udover en selv), når man spiser af det. I dag har jeg det bedre med det, selvom det var svært i går. Jeg er stolt af, at jeg tog udfordringen op!

 

 

17. november 2012

Inas historie

Endnu en pige har lyst til at give os netop hendes historie om, hvordan hun er blevet syg, men også hvordan hun har kæmpet og fortsat kæmper sig ud af sygdommen. Det er simpelthen så godt gået!

Hej! Jeg hedder Ina, 23 år og er bosiddende i København

Min historie

Som 6-årig begyndte jeg at smide min mad ud. På daværende tidspunkt havde jeg ingen intention om, at jeg ville være tynd… Jeg var sådan set tynd fra naturens side. Jeg gjorde det bare.. Det var noget, jeg selv kunne kontrollere i en hverdag, som jeg havde svært ved at holde ud pga. familiemæssige problemer.

Jo ældre jeg blev, jo mere mad smed jeg ud. Skiftevis levede jeg i perioder med mindst muligt mad – men så jeg kunne være aktiv – og den anden periode hed max ét måltid om dagen.På den måde har jeg aldrig nået at blive dødelig syg. i stedet gik jeg fra at være tynd til meget tynd og omvendt.Det er de færreste, der har haft en mistanke om, at jeg var syg.

Som 16-årig begyndte jeg selv at blive overbevist om, at jeg havde fikset mig selv – at jeg nu var ovre mine daværende spiseproblematikker og, at jeg i stedet ”bare” gik op i min krop. Som 22årig kunne en psykiater da fortælle mig, at jeg stadig var syg. Det kunne han se på baggrund af en grundig test og en kort samtale.Det var et stort chok for mig…. Det var mit værste mareridt, at jeg skulle tage på…. Vægten var min daglige optur – når jeg havde tabt mig eller holdt min lave vægt stabil – og nu skulle jeg tage 10 kilo på for at blive normalvægtig!?

Hele min verden og identitet ville blive ødelagt. Jeg var ”Ina med den flotte krop…” Det var mit varemærke! Uden det ville jeg være værdiløs! Det eneste der gjorde mig lykkelig var, når jeg var meget tynd…. Især når jeg fik at vide, at jeg var rigtig tynd….

Kropsmæssigt følte jeg mig så skide perfekt..
Men det eneste jeg var, var skide syg..
Uden selv at kunne se det, forstå det..

Behandling

Jeg vidste godt, at den eneste vej frem for mig, var, at jeg tog dette alvorligt og gik i behandling. Så det gjorde jeg, selvom jorden rystede under mig. Det er forfærdeligt at skulle smide sine tøjler i tro på, at det vil hjælpe.Min kæreste smed vægten ud – og alle der ved, hvor god en ven vægten er, kan godt forestille sig hvilket mareridt, det var… Men mareridtet lagde sig… Det var en kold tyrker og jeg vænnede mig til, at vægten ikke længere var en del af min hverdag.Var vægten ikke blevet fjernet, havde min behandling ikke givet så meget, som den gjorde. Først efter at den blev fjernet begyndte det langsomt at gå fremad.

Farvel Spiseforstyrrelse – ½ år med behandling

Nu ligger vægten, hvor den skal – og jeg har siden taget yderligere 4 kilo på, fordi mit stofskifte lige skal stabiliseres.Mange har med stor begejstring skrevet til mig, at det er fuldstændig vildt, at jeg har nået min målvægt så hurtigt. Hvilket det, rent statistikmæssigt, også er.. Bag spiseforstyrrelsen ligger der en masse tanker og følelser.. For at kunne tage på, og kunne “kapere” det indeni, skal disse tanker og følelser håndteres.

Inden mit gruppeforløb, for spiseforstyrrende, har jeg gået i intensiv terapi i 3 år, hvor jeg har arbejdet med tanker og følelser.
Det er årsagen til, at jeg har kunnet gøre det. Ikke bare har kunnet tage på men – jeg kan holde min nye krop ud! Den er der ikke 100 %, men det kommer mere og mere – hav tålmodighed! 
 For resten, så har jeg fået et nyt varemærke. Et der er meget federe, synes jeg selv:

”Ina – mere perfekt end nogensinde før – ikke fordi jeg er size 0 – men fordi jeg har givet mig selv tilbage til mig selv”

Ina har denne blog: http://www.miss-fail.com/p/spiseforstyrrelse.html, hvis i er interesserede i at følge hende noget mere.

16. november 2012

Karolines historie

Den næste historie er fra Karoline. Hun er mindst lige så sej som Emilie, der kom med hendes i går. Det er så dejligt at se, hvor godt i har kæmpet og stadig kæmper mod den lorte sygdom! Jeg håber, at i kan lide den! 🙂

Et billede fra før jeg blev syg.

Jeg fik diagnosen “anorexia nervosa” (anoreksi) i september 2011 på Ambulatoriet for spisefostyrrelser i Aalborg. Jeg skulle heldigvis ikke indlægges, men månederne efter kørte mine forældre og jeg frem og tilbage mellem Hjørring, hvor vi bor, og Aalborg. Mine forældre havde godt været klar over, at jeg var meget syg i hvert fald en måned forud – men der kan jo desværre være en del ventetid på at få behandling. 

Den sidste måned op til, jeg fik diagnosen, var nok den værste, fordi der her var fokus på, at jeg var “syg”, og så opførte jeg mig også mere “syg”. Der var noget inde i mig, der gerne ville bevise, hvor slemt det var, og hvor meget jeg kunne sulte mig selv. På den anden side, var der også en del af mig, som inderligt ønskede hjælp – men den skulle i hvert fald ikke komme fra mine forældre!

  Jeg fik dog heldigvis også al den hjælp, jeg havde brug for, senere hen! Og jeg må nu nok erkende, at jeg kan takke mine forældre for det. Min mor var enormt bekymret, da det gik op for hende, hvor alvorligt det stod til med mig. Tilfældigvis snakkede hun med en kollega, som havde været håndboldtræner for en pige, der fik anoreksi. Det endte med, vi fik arrangeret et møde med Jeanette, der havde været syg men som nu var rask, og hendes mor. De ting hun fortalte gjorde rigtig stort indtryk på mig, fordi hun lagde utroligt meget vægt på al den skade, sygdommen gør ved én! Man taber sit smukke hår, man mister venner, man bliver svag, man isolerer sig fra omverdenen, osv. Dette møde var, før jeg blev “indlagt” (ambulant indlagt kaldte de det). Jeg havde meget respekt for Jeanette, og tit fik jeg en brændende lyst til at gøre som hende og begynde at spise igen, men jeg kunne ikke. Nok mest fordi, det var mine forældre, der skulle motivere mig, og det virkede simpelthen ikke.

Det gjorde det tværtimod, da jeg fik det at vide af en læge. En læge er jo en fagperson, som har brugt mange år af sit liv på at lære alt om kroppen og dens funktioner. Hvis ikke en læge skulle vide, hvad der er sundt for kroppen, hvem skulle så? I mit hoved var lægernes viden langt hævet over mine forældres. Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle følge den kostplan, de gav mig! Når jeg husker tilbage, kan jeg godt genkalde min store trang til mad – min krop skreg simpelthen på at få noget at spise. I strid med kroppen var selvfølgelig tankerne, og derfor var det heller ikke ukompliceret at skulle spise så meget mere, end jeg var vant til. Jeg fik bogstavelig talt ond i hele kroppen af det. Mine tæer og ben gjorde ondt, fordi der pludselig kom øget blodtilstrømning. Min mave gjorde ondt. Mit hår begyndte at falde af i store totter. Og jeg frøs enormt meget efter hvert måltid. Mit humør var også påvirket. Jeg havde slet ikke overskud til at deltage i noget som helst socialt, hvilket nok var allermest synd for min kæreste. Heldigvis holdt jeg fast i ham, på trods af flere gange, at have lyst til at give op pga. den dårlige samvittighed overfor ham.

 Jeg synes selv, at jeg har været utroligt heldig, idet jeg sådan uden videre gik i gang med at følge kostplanen, og derfor stille og roligt tilbagevandt en sund vægt. Det var dog ikke så let, som det lyder. Nok ville jeg følge kostplanen, men den skulle også følges 100%. Hvis der stod 25 g æg var det i mit hoved max. 25 g. Ikke 26, men gerne 24. Jeg må indrømme, jeg faktisk gjorde alt for at snyde – inden for kostplanens rammer selvfølgelig. Jeg valgte det magreste pålæg (rejer, tun, kalkun, osv.), og bananer skulle helst være meget små! Jeg blev også rigtig sur, da jeg opdagede, at min far kom smør i kartoffelmosen!!  

Alt dette stod på, mens jeg burde have gået i 3.g, været med til diverse fester – ja endda have været med på studietur til København! I stedet sad jeg i sofaen dag ud og dag ind… Jeg var dog overbevist om, at jeg godt kunne færdiggøre gymnasiet alligevel. Jeg lavede derfor ALLE skriftlige opgaver og læste ALLE lektier. Og på en eller anden måde lykkedes det mig altså at gøre det færdigt og gå almindeligt til eksamen på trods af en fraværs% på 30. Jeg startede med kun at have 4 timer om ugen, derefter 6, så 20 og derefter fuld tid. Jeg kunne godt mærke, jeg var gået glip af en masse socialt, og de venner jeg før havde haft, havde pludselig ikke så meget interesse for mig længere… Heldigvis gik min kæreste i klassen, og det var jo en enorm støtte. I det hele taget håndterede han situationen rigtig godt, selvom han var dybt frustreret. Jeg var der jo nærmest ikke. Jeg kunne ikke holde ud til at være sammen med ham mere end få timer ad gangen, og jeg kunne ikke tage mig sammen til at svare på alle sms’er og opkald fra ham. Ellers var der også nogle meget søde piger i min klasse, som hjalp mig, selvom jeg ikke plejede at snakke med dem – det er dem jeg har mest at gøre med i dag 🙂

  Jeg er slet ikke færdig med at fortælle om de behandlinger jeg fik! For selvom jeg gik til undersøgelser og samtaler på sygehuset, fandt min mor også frem til en psykoterapeut ved navn Tove fra Vester Hassing. Hun er bare dygtig! Helt vidt! Hun formåede virkelig at få banket noget sund fornuft ind i mit hoved. Hun var så overbevisende i sin måde at “behandle” på. Jeg fik en masse papirer, jeg kunne læse, hvis jeg havde lyst. De handlede om kost, træning, psyken, kroppen, osv. Min mor og jeg læste og læste – og lærte faktisk en masse nyt! Det vigtigste jeg lærte var nok, at kroppen er så smart, at den selv kan finde ud af at opretholde sin idealvægt! Lytter man til kroppen, vil man vide, hvornår man skal spise og hvor meget. Man behøver slet ikke tænke og planlægge sin spisning. Det er kun hvis der er ubalance i psyken, at det går galt med at spise. Derudover lærte jeg også, at hvis man er særligt fintfølende – har et såkaldt “sensitivt sind” – har man lettere ved at udvikle en spiseforstyrrelse, fordi ens hjerne bliver overbelastet af indtryk. Dem med sensitivt sind har en særlig evne til at fornemme alting – fx hvordan andres sindstilstand er. Derfor bekymrer man sig ofte mere end andre. 

I dag har jeg det heldigvis rigtig godt! Min vægt ligger 1 kg over den idealvægt, jeg fik at vide på sygehuset – men jeg siger til mig selv, at det må være 1 kg muskler, fordi jeg styrketræner, hehe… Jeg spiser rigtig sundt – og jeg tænker stadig meget på mad. Nu er det blot på en måde, der er gavnlig for min krop. Det betyder selvfølgelig ikke, at det kan være rimeligt, at jeg ikke må have lov til at spise is, slik og kager. Hvis jeg er ved at forbyde mig selv det, tænker jeg blot på følgende: “Elsk din næste som dig selv” – Vil jeg byde min bedste ven eller veninde dette? Hvis svaret er nej, skal du heller ikke selv!

Jeg kunne jo aldrig finde på at sige til min lillebror, at han altså ikke må få et stykke kage, fordi det er usundt – så hvorfor skulle det være anderledes med mig selv. Der er ingen grund til at behandle sig selv usselt. Derudover er jeg også meget påpasselig med, at jeg får nok at spise. Jeg ved, at får jeg ikke nok, kan min krop ikke fungere ordentligt. Ens forbrænding sættes ned, blodcirkulationen forringes, man vil ikke have energi til de ting, man gerne vil. Jeg er begyndt at træne en del, men jeg nyder træningen nu, og jeg elsker følelsen af at være i god form – det er jeg også kun, fordi jeg får den rette mængde brændstof til kroppen!

Jeg er så glad for alt det, jeg har lært – men helt ærligt ville jeg altså helst have været fri for at skulle igennem alt det! Jeg var heldig, at jeg kun var syg i ca. et år! Noget af det, der fylder mest i dag er, at mit hår endnu ikke groet helt ud igen. Det er meget tyndt i bunden og heller ikke særlig langt. Det kan jo tage flere år, før det er helt det samme som før 😦 Anoreksi er virkelig ikke noget at spøge med – er man først blevet besat af tankerne, er det svært at komme af med dem igen! Jeg tror, der går lang tid, før jeg er af med dem, og jeg ser trods alt rask ud i andres øjne… Jeg har svært ved at forstå, hvordan man pludselig kan få sådan nogle mærkelige ideer om, at man skal leve af så lidt. Det giver jo ingen mening, når vi fra naturens side er udstyret til at gøre alt for at overleve!

Her er nogle billeder af mig både fra før jeg blev syg, da jeg var syg og nu:

– august 2011. Her står jeg sammen med min kæreste – vi var til hans grandonkels bryllup.

– September 2011. Her havde jeg lige fået diagnosen, og man kan virkelig se, hvor udmagret mit ansigt ser ud!

–  juni 2012. Dette er til vores studenterfest. Vi står i min have sammen med min farmor og farfar.

Jeg håber alle de piger, der kæmper mod maden, vil blive bedre til at tænke fornuftigt! Spiseforstyrrelser gør så meget skade. Hvis man ikke når at bremse dem, æder de ligesåstille ens krop og personlighed op 😦

  

Tanker og hilsner fra Karoline

I er meget velkomne til at skrive til mig, om hvad end det skulle være. Min e-mail er: karoline_ksb@hotmail.com.

15. november 2012

Salat med laks

 

Som jeg skrev i det tidligere indlæg, så skulle jeg hjem til min mormor og spise. Vi skulle bestille mad, og her er den salat, jeg fik! Den smagte rigtig godt! Det er dejligt, at der også er sådan nogle ting at vælge, når de andre vælger stegt flæsk og burgere. Jeg ville ønske, at jeg også bare kunne gøre det, men det kommer nok med tiden. I dag er jeg i hvert fald bare glad for, at jeg fik spist det, som jeg gjorde! Små skridt, og så skal det hele nok komme med tiden!

 

15. november 2012

Halløj!

20121115-164340.jpg

 

Lige et lille hej fra mig i dag! Jeg håber, at i har en god dag. Til aften skal jeg spise ved min mormor, og der skal vi bestille noget mad, hvilket jo altid er en lille smule svært. Det er heldigvis blevet bedre, og man kan få nogle gode salater derfra, så jeg tror bare, at jeg bestiller en af dem! Jeg regner med, at det bliver en med røget laks – laks er jo sååååå godt 😉

15. november 2012

Skyr – det kan vi godt li’

 

Mh’ se lige en gang, hvad jeg købte i går 😉 Det er nok snart gået op for jer, at jeg godt kan lide skyr – specielt dem med smag! Men de smager bare så godt, og så er det jo et plus, at der er masser af protein i! Dog er det ikke så tit, at jeg får dem med smag – for det første er de lidt dyrere, så det kan faktisk bedre betale sig at lave dem selv, og for det andet, så er jeg ikke så tit i Netto.. Men når jeg så endelig er, så skal jeg også bare have nogle med hjem!

15. november 2012

Emilies historie!

Først og fremmest vil jeg gerne sige tusind tak til alle jer, som har taget så godt i mod spørgsmålet til jer i går. Det er dejligt at høre fra jer – og ikke mindst, at se at I er så mange som vil fortælle jeres historie. Det er fedt at se, at så mange af jer er kommet ud på den anden side og at mange er jer er på vej i den rigtige retning! Det gør mig glad. Som sagt er der rigtig mange af jer, som vil fortælle jeres historie – så hvorfor ikke komme i gang.Den første, personlige beretning er fra Emilie. En stærk pige, som har overvundet sit livs kamp. Jeg håber I vil tage godt imod hendes historie 🙂

Mit navn er Emilie. Det sidste år, har jeg kæmpet mit livs kamp, nemlig mod min spiseforstyrrelse. Selvom vejen har været lang og hård, har den været det hele værd. Jeg er så glad for, at jeg tog kampen op, og aldrig lod anoreksien vinde. Nu hvor jeg står på den anden side, kan jeg sige med 100% sikkerhed, at jeg ALDRIG vil falde tilbage igen. Ingen mennesker fortjener at leve med så besværlig en sygdom. Faktisk er sygdommen så forvirrende, at jeg til tider ikke engang selv kan forstå den. Jeg ved at jeg blot er én ud af mange, som er gået igennem det her, men jeg vil så gerne hjælpe andre, som står i samme situation, som jeg gjorde. 

Min historie MEGET kort fortalt:

På et tidspunkt begyndte jeg at sammenligne mig selv med andre piger. Jeg følte mig tyk, ulækker, grim og værdiløs. Min selvtillid faldte helt i bund, jeg kunne ikke fordrage synet af mig selv, og hurtigt udviklede jeg bulimi. Det viste sig kun at gøre det hele værre. Jeg tog på, pga. Mine overspisninger, og det kunne jeg slet ikke acceptere. Udadtil satte jeg en facade op. Jeg lod som om, at alt var perfekt, og at jeg havde det rigtig godt. Jeg har altid dyrket meget sport (floorball), og i forbindelse med det begyndte at styrketræne ekstremt meget. Jeg spiste utrolig fedtfattigt og skar meget ned på hvilke madvarer der var “okay” at indtage. Træningerne blev længere og længere, og oftere og oftere. I maj måned skulle jeg til VM med u19 landsholdet, så derop til trænede jeg ekstra meget, og spiste også ret meget, fordi jeg vidste at jeg skulle præstere. Men det var ikke med god samvittighed, at jeg spiste! 

Da jeg kom hjem fra VM, bestemte jeg mig for at nu skulle jeg tabe mig. Jeg spiste stort set ingenting, og trænede som en gal, også selvom benene vaklede under mig. Jeg tabte mig 15 kilo på en måned. En dag kollapsede benene under mig, efter en løbetur. Jeg kunne ikke gå, fik rysteture, var ved at besvime flere gange, og var så svag, at jeg nærmest ikke kunne snakke. Herefter blev jeg akut indlagt, hvor jeg så var i lidt over 2 måneder. De første par dage nægtede jeg at spise noget, det var faktisk først da jeg blev overført til Aalborg sygehus, en uge efter, jeg begyndte at spise. Månederne på sygehuset er det værste jeg har været udsat for. Det åbnede mine øjne for, at det ikke var sådan jeg ville leve mit liv. En dag på sygehuset vågnede jeg op, og bestemte mig for, at nu ville jeg være rask. Jeg vidste, at min sygdom aldrig ville blive tilfreds, ligemeget hvor tynd jeg så end blev! Så hvorfor kæmpe imod? Siden den dag, har jeg kæmpet for at blive rask. Det har ikke været nemt, og jeg ved ikke hvor mange gange jeg har rykket mig selv i håret, i frustration. 

Jeg tror det handler om, først og fremmest acceptere at man er syg. Det kan være svært, i og med man ikke ser det samme som andre gør. Her må man virkelig bare lytte til alle andre, end den stemme i hovedet som prøver at bestemme over dig! Det skal den ikke have lov til! 

Herefter skal man bestemme sig for at blive rask. Man skal turde udfordre sig selv engang imellem. Dermed ikke sagt at man nødvendigvis skal spise et kæmpe stykke kage hver dag, men bare det at smage på det, kan være en sejr i sig selv. Det kan virkelig fremprovokere angst, at udfordre, det ved jeg. Men tro mig, det er det værd!!!!! Og så skal man forstå det er okay at spise, og som en psykiater sagde til mig, er det ikke okay IKKE at spise.

Og til sidst, skal lære at elske sig selv. Det lyder så meget lettere end hvad det er. Alle mennesker er gode nok som de er. Ingen er ens, og derfor skal man ikke sammenligne sig selv med nogle som helst andre. JEG er god nok som jeg er. Jeg er smuk! Sagde jeg virkelig det? Da det så aller mørkest ud for mig, ville jeg aldrig tro, at jeg kunne komme til at sige sådan. 

Og så vil jeg til sidst gerne lige sige, at en spiseforstyrrelse handler om SÅ mange andre ting end mad. Det er blot i de fleste tilfælde en måde at “afreagere” på.Det er så vigtigt aldrig at give op. Lykken er ikke at være tynd. Faktisk har jeg aldrig været så ulykkelig før, som da jeg var tyndest. Accepter den du er, for du er perfekt, ligepræcis som du er.

Et billede af Emilie inden hun blev rigtig syg.

Tak for din historie Emilie. Du er rigtig sej – og jeg tvivler på, at jeg er den eneste som synes det! Jeg håber I kunne lide at høre Emilies historie. Det er et bevis på, at det er muligt at komme ud på den anden side. Hold jer opdateret – jeg har flere personlige historier og råd klar 🙂:-)

14. november 2012

Et spørgsmål til jer

Hej søde læsere!
Jeg har gået og tænkt på, at det kunne være rigtig fedt at høre noget fra nogle af jer, der også har været syge, men som er blevet raske den dag i dag. Jeg tror, at det kunne være helt vildt godt og spændende både for mig selv men også for andre at høre om, hvordan i blev raske, hvad i gjorde for det, og hvordan i har det i dag i forhold til dengang. Jeg tror, at jeg vil lave det, så det bliver i et indlæg for sig selv. Hvis nogle af jer er interesserede og har lyst, så må i meget gerne skrive en kommentar nedenunder, hvor i udfylder jeres mail (det er kun mig, der kommer til at kunne se den), så skriver jeg til jer.

14. november 2012

Laks med Quinoasalat

 

Min aftensmad i dag – Quinoasalat med laks :-)..

Jeg kogte Quinoaen, lod den blive kold og blandede den med avocado, agurk, salat og fetaost. Laksen (de stykker laks, som man kan købe i små små portioner) puttede jeg i ovnen i ca. 20 min med lidt chilisauce over, og spiste den sammen med det andet. Dertil jeg/vi lidt brød 🙂